sluk for det lårt

 

Jeg kan ingenting. Jeg er en dårlig mor. Jeg er en elendig kone, der knap nok ænser min mand. Jeg ryger i konflikt med mine børn konstant. Får de et godt liv, ødelægger jeg dem?

STOOOOOOOOOOOOOOOOP!!!!!!!! Tilde stop, stop, stop! Du er en god mor – du gør det faktisk udmærket. Fint!

Sådan tænker jeg ofte. Ryger totalt i usikkerhedens univers, selvmedlidenheden og bebrejdelsen. Hun ville kunne løbe omkring nu, ville løbe mig i armene og give mig et knus. På nippen til at tude. Hey, for fanden – jeg har jo prøvet det med de andre to. Det er sgu okay det her. Vigga giver mig noget andet.

Jeg er så presset som mor og af og til fæstner dette pres sig fast i førerhuset, på mig og jeg bliver mere eller mindre handlingslammet, paranoid, skizofrenia og hvad de ellers hedder – de der psykiske lidelser. Hvorfor er jeg presset? Altså hvis vi lige ser bort fra mit mor-liv med 3 piger hvoraf den ene bor på institution (men snart kommer hjem (vigtig for mig at pointere. Hvorfor vigtig? Det kommer jeg tilbage til. en anden gang…)

Vi er nok flere end som så, der er forældrestressede, pressede forældre, senmoderne (er vi i det senmoderne!?) selv-realiserende forældre – kært barn mange navne, der føler sig utilstrækkelige.

Pres udefra – job, skjulte agendaer.  Det forlyder at vi alle skal have det godt-look a like siddende i rundkreds dog med manglende hårbåndene under det løsthængende hår. Men bag facaden gemmer der sig alligevel en forventning om max ydelse, effektivitet osv. Jeg taler ikke specifikke arbejdsplads men generelt set. Sociale arrangementer i skolen, børnehaven, til gymnastik, til ridning osv. Orv for fanden. Ej, gud, har Smilla lige bagt med Oskar. Det har jeg ikke gjort i 100 år med mine……….. [set på Instagram]

I mange familie/småbørns hjem tales der formegentlig en del om, kerneværdier, tid, normer, opdragelse mm.. Om hvordan vi ikke kan nå alt det vi vil samtidig med, at der i dag er en stigende opmærksomhed rettet mod vores kære små poder. Hvordan har de det nu? Hvad er det nu for en reaktion? Hvad skyldes det osv.. Vores generation er et resultat af de vildest trænede reflekterede unge/voksne, fordi vi i vores skoleliv er oplært og trænet i at reflektere over egne evner, præstationer, ageren – og nu altså også vores børn. Gud nej, han spiser bussemænd; hvad er det et tegn for? Vi må dykke ned i udviklingspsykologien. Hvad siger Freud til det!?

Kommer der reaktioner fra børn, for hvis ikke, så er der sgu også nogle galt. Gud nej, så er der manglende færdigheder i evnen til at regulere og mærke egne følelser. Måske er det bare mig.

Jeg har slettet Instagram for 5. gang nu. De andre gange har jeg geninstalleret den skide app. Fordi – jeg er fandens nysgerrig. Og alligevel bider jeg mig selv i kinden, når jeg ser mig selv udefra, men jeg putter mine børn. ”Mor arbejder bare lige lidt”, siger jeg mens min ene hånd stryger op ad min datters ryg mens den anden voldtager skærmen for at førerhuset kan sluge alt ny information til sig. ”STOP!” igen! Sluk det lort, luk ned for det lårt. Det er så skræmmende ikke særligt  nærværende, og det bør stoppe nu. Hvem kan, vil, tør være med til at lukke/slette Instagram. Jeg er på, er allerede på. Vil være på. Og facebook er heldigvis efterhånden indbegrebet af dårlige reklamer og salgsannoncer, så den gider man ikke bruge unødig tid på 🙂

Lad os leve livet I LIVET for fanden! Livet er her NU, lige her! Grib det, fang det, før det er forbi.  Det er jo i bund og grund så ligegyldigt hvad alle andre laver. Lad os ringes ved i telefonen, sludrer i stedet. Lad os mødes over en kop kaffe på en cafe med mobiltelefonerne liggende i tasken.

Lad os nu slukke det lårt.

Førehuset

 

”Det har været et forbandet år. Hold kæft, det har været hårdt,” siger jeg stille og kigger på min mor. ”Jamen Tilde, for fanden – det er jo også en sorgproces I har og er igennem. Det var det vi sagde – det tager tid. Det bliver aldrig det samme, men det bliver nemmere,” siger min mor med både ømhed, kærlighed og bestemthed.

Shit for et år altså. Okay, 1½ år. Og det var sandt det min mor – mine forældre nærmest lovede mig højt og helligt, da jeg med bøjet ryg stod ind over køkkenbordet med hånden på brystet i et forsøg på at berolige mit ramte hjerte. Det er blevet nemmere. Anderledes. Nyt. Suspekt. Skørt.

Jeg bliver aldrig mig selv, som jeg var. Før jeg blev Viggas mor. Aldrig. Det har givet væsentligt flere ar langt ind i sjælen end hvad jeg nok alligevel havde forestillet mig.

Førerhuset går tit i stå, kan være noget så ufleksibelt, og jeg rammer ind i mellem kontrolpanellet ukontrolleret. Samtidig er det også solidt og stærkt – det kommer altid i gang selvom det er gået i stå. Men i guder, hvor er den træt og slidt. Det der førerhus. Formuleringerne driller.

Man har ikke mærket livet før man møder en krise el.lign.. vel!? Det er jo på godt og ondt. Man får måske andre værdier. Ligegyldige overfladiske diskussioner, emner, temaer, problematikker, i mine øjne, lukker jeg af for. Det ønsker jeg egentligt ikke, men jeg kan ikke tage det ind. Det er bare ikke væsentlig nok. Jeg fæstner ligesom mit blik på min kernefamilie og strammer grebet omkring dem. De er væsentlige. Bliver jeg bange for at begrænse mine egne muligheder? Tja – lidt måske. Men det er det jeg kan pt.

Jeg ser allerhelst reality på ViaPlay. ’Til middag hos’. Det er så u’filtreret censureret. Det er ligegyldigt men det stråler af happiness, grin og glæde. Jeg kan forholde mig til, men langt fra nyde godt af, at se nyhederne eller sygehus-programmer. Fortrænger og benægter jeg mit liv? Eller er det endnu ikke bearbejdet? Jeg kan bare ikke klare mere lårt.

Vigga flytter snart hjem – og jeg glæder mig. Og jeg er bange. Det er så ambivalent og skide skørt at mit barn på 1½ år flytter hjem. Tænk sig at det har været vores liv? Jeg fatter det ikke altid. Det er vores liv. Men livet går videre og det bliver hverdag, og sårene heler lige så langsomt. Nogle bliver noget mere sirlige end andre.

Hov. Jeg skal huske at ringe til Nutrisia-H, bestille medicin via børneambulatoriet, ansøge om tilskud til merudgifter. Åh, ja – vi skal også have meldt ønsker ind ift. julen/hjemmepasser. Hvad med Lærke? Vi skal have købt vinterstøvler. Julegaver? Er det smart at gøre det inden Vigga rykker hjem? Har lyst til at finde et sommerhus for et par dage i efterårsferien. Bare lige til et break. Min ryg driller. Burde jeg tage til læge!? Jeg render dernede konstant og hele tiden. Det er så pinligt. Hvis ikke det er mig, så er det ungerne eller sygedagpengekontoret, der vil have beviser for mit nedbrudte førerhus..

Historien om Vigga – kort fortalt

Tjørringhus er blevet vores andet hjem. Fordi – der bor vores yngste afkom af en lækker pige med multiple funktionsnedsættelser. Hun hedder Vigga og er 15 måneder gammel. Det er en trist, lang men ikke kedelig historie om vores første 2 måneder, så kort skitseret, så troede ingen, at Vigga ville overleve. Vi rundede Skejby i den første uge grundet behov for respiratorisk støtte vha. respirator, idet Vigga havde fået en mekonium forgiftning – hun blev født i grønt fostervand – set så ofte, absolut almindeligt. Hun var jo en fandens smuk pige – 3000g og 50cm – en stor pige på en Neonatal afdeling. Hun var perfekt! Jeg kunne som mor bare mærke at der var noget helt galt. Flere læger kunne fremprovokere en sutterefleks, om end den var svag og der skulle arbejde til. Sidste læge vi stødte på inden overdragelse til Herning kunne absolut ikke fremkalde noget, der bare mindede om en refleks. Radiografen blev tilkaldt og Viggas hjerne blev ultralyd-scannet. De fandt et hvidt område – og med den i bagagen vendte vi snuden mod Herning Sygehus. Vigga fortsat skidt.

____________________

Det blev 2 lange måneder med en kæmpe uvished, en meget skidt Vigga, anfald i et væk, fysio- og ergoterapi, og så en MR-scanning der desværre viste 4 beskadigede områder. Vi var knuste og skulle forsøge at samle os op i forhold til de andre to små, der på det tidspunkt var 2 og 4 år. Det var sgu en hård tid. Lægerne opfordrede os på det kraftigste at få Vigga anbragt på Tjørringhus, fordi hun lige ud af posen var og ville blive en kæmpe opgave – en opgave for stor for en familie med også andre små børn.

____________________

Som forældre ønsker vi Vigga hjemme – i det omfang Vigga, vores to andre små piger og vi kan overskue. Vigga er, udover at være helt fantastisk, ret plejekrævende. Vigga kan hverken holde sit eget hoved eller sin egen krop, hun skal have medicin kl. 08, 14, 20, 02 både for epilepsi, muskelspændinger og bivirkninger herved; Nexium pga. sure opstød og Movicol for at holde maven i gang, og så skal hun spise 8 gange i døgnet hver af 60 minutters varighed. Foruden alt almindeligt omkring småbørn.

_____________________

Vi var indlagt mange gange med Vigga det første år. Og der har også været en del i år. To lungebetændelser og en maveproblematik som vi endnu ikke har løst.

 

Vi er efterhånden ret kendte med C2, Børn og Unge afsnittet i Herning. For os er det et trygt sted med kompetente fagfolk, der altid står klar til at guide, tjekke og analysere – det spiller bare. Vi oplever for det meste imødekommende sygeplejersker, der pænt tager imod os. Sygehuset er afhængigt af os som forældre, fordi vi kender Vigga bedst. Vi ved, hvilke tegn der signalerer smerte, ubehag, anfald og lignende, og Lars og jeg er altid med Vigga, hvormed vi også forsøger at skabe stabilitet hjemme for de andre to små piger.

___________________

Ved indlæggelsen sidst, ville personalet gerne stå til aflastnings-rådighed, og det i sig selv, var meget prisværdigt. Aflastningsdelen er for mig vigtig, fordi jeg dermed har mulighed for at få nogle sammenhængende timers søvn i et lokale på sygehuset – tæt på Vigga. Men som forældre til et barn der er så afhængigt af mennesker, der kender hende, så gav det for os mest tryghed, at det var kendt personale fra Tjørringhus. Men det kunne ikke lade sig gøre med mindre vores sagsbehandler bevilligede det. Det vil sige, at jeg skulle bruge energi på at få ringet og få bedt om hjælp og dernæst lægge ører til Tjørringhus’ koordinering. Det var klart mit indtryk at sygehuset er ligeså frustreret over denne regel eller mangel på samme; at Tjørringhus ikke må inddrages som omsorgsperson, når børn som Vigga er indlagt. Det er hårdt for alle. Dernæst ligger der også noget helt fundamentalt i at skulle ringe, nærmest tudende og bede om hjælp. Det er grænseoverskridende.

_______________

Lige siden Vigga blev diagnosticeret med denne multiple funktionsnedsættelse, da hun var 7 uger gammel, og hvormed vi som forældre valgte at tage hende ud af HNF-behandlingen velvidende at vi kunne miste hende til en kulilteforgiftning, skreg det indvendigt i mig ’hvilken mor er jeg? Jeg magter ikke mit eget barn. ’Hvilken mor er jeg, der vælger mellem sine børn’ Frustrationer, paniktanker, angst, vrede, en sorg så stor, at den ikke var til at kapere. Hvordan skulle livet ligesom gå videre – og hvad tænkte andre omkring os ikke?

_______________

Herningmodellen fylder en del, og vi har aldrig lagt skjult på, at VI er Viggas forældre. Og VI vil hende i det omfang det kan lade sig gøre. Vi oplevede stor forståelse fra vores sagsbehandler og vores kontaktpersoner på Tjørringhus – og alt var nærmest muligt. Der var individuelle løsninger og tiltag, så det kan passe den enkelte familie. Vi har aldrig haft et ønske om at vride kommunens pengepung. Det har aldrig været vores hensigt. Tro mig – vandt vi 7 mio. i Lotto, så brugte vi dem på vores eget Vigga-team. For mennesker har vi brug for, hvis det skal og kan lade sig gøre, at Vigga bliver en endnu større del af vores familie på vores matrikel.  Men når snakken går nu – er der klart mere pres, og der er klart mange forskellige kasser. Kasser som Vigga og vi forældre skal tilpasse os i. Hey – hvad blev der af de individuelle løsninger? Vi taler hurtigt om Viggas fremtid, og vi som forældre kan knap få luft. Vi bliver forskrækkede og bange for er det sikkerhedsnet nu også strukket helt ud, hvis mission fejler?

Dernæst er der også at tale om de hersens bevillinger. Jeg snakkede for ½ års tid siden med en ergoterapeut, der var hjemme og besøge mig i forhold til at bevilge en rampe samt dørtrin, så kørestolen nemt kan komme med omkring. Og vi fik os en snak om vores gårdsplads. For jewlan vi har meget grus, hvilket ikke er super handicapvenligt. Snakken gik videre, og jeg spurgte nysgerrigt ind til bil.. For hvad gør man? Ingen har fortalt os, hvad man gør, eller hvornår man gør hvad… Det hun kendte til og som var hendes umiddelbare løsning var en trailer bag på bilen med Viggas kørestol i.. Og ja – Vigga i autostol.. For man kunne først få bevilliget en bil, når barnet er 3 år. Sorry, men jeg bliver sgu en anelse træt.. Kassetænkning – igen.. Jamen for hulan. Jeg kunne skrive side op og side ned, om hvorfor det er vigtigt, at Vigga er spændt ordentligt fast i sin kørestol.

Jeg spurgte ind til dette felt ved sidste stormøde. Og ja – der kunne det sagtens lade sig gøre. Der blev udtrykt forundring over, at kommunen ikke ville bevillige penge til en bil, når kommunen vil kunne spare en masse penge, hvis Vigga kommer hjem. Inde i mig: ja, jeg sad med rynket pande, og følte, at jeg havde vundet i lotto, ikke økonomisk, men fornemmelsesagtigt.. For hvad var min fornemmelse lige!?

Vi har siden starten søgt rammer. For hvilke rammer gør sig gældende i et liv som vores? Vi har ingen og alle at sammenligne os med og at overkomme det, var bare en for stor mundfuld. ”Jamen hvad gør man helt lavpraktisk?” Er Vigga så hjemme 3-4 dage og i aflastning eller hvordan? Der kunne det have været rart fra starten at kende til forskellige muligheder i stedet for at få stukket i hovedet, at vi bare må prøve og se… Jamen… Hvem, her i liver trives ikke med nogle, forholdsvis kendte, rammer? Overblik. Ved tilvalg er der også fravalg og omvendt og det er ikke gennemskueligt i situationen. Der skal være noget let-håndgribeligt.

________________

Procentdelen af forældre der går fra hinanden, er jo høj om man er handiforældre eller ej. Og en skilsmisse rammer lige hårdt om der er et handicappet barn eller ej. Sådan er det. Men det bare ikke være det kommunale system der forcerer forældre ud i kamp, i fortvivlelse, i afmagt – og deraf manglen på kærlighed og rummelig, fordi forældre er smadrede helt derinde, hvor kun det stærkeste har magt. Det er unfair – og det skaber altså negativer på bundlinjen. Let’s face it. Det er ikke løsningen. Derfor har jeg det stramt med Herningmodellen i denne henseende.

Herningmodellen / Sverigesprogram gælder også for børn og unge med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Når jeg læser på Herning Kommunens hjemmeside, bliver jeg ikke meget klogere – modellen kvalificeres i øjeblikket, på trods af, at der bliver henvist til modellen om og om igen.

Vi, i samfundet, har så travlt med at slukke ildebrande.. Sætte alverdens i værk.. Så kan man få støtte, hvis man bliver skilt og gerne vil blive i egen bolig vha. www.dukh.dk .. Bør vi ikke i stedet gå nogle lag ned, og finde ud af om vores fundament egentlig er et fundament eller?

Det skal ikke tænkes som tilbud men mere som opstartsmuligheder. Og så tror jeg ikke, at det kommunale skal være skræmte over at lytte til forældre. Når forældre ytrer bekymring for om de kan klare det, ytres det helt inde fra hjertet, fordi der i vores situation er andre børn. Det skulle jo helst ikke være det kommunale system, der ved hvad vi kan klare og ikke kan klare… Hvor blev den systemteoretiske tilgang på familieplanen af? Hvis barnet skal lykkes, skal forældrene lykkes – det er bare et faktum.

__________________

Vi har altid tjent samfundet, passet vores jobs, tager uddannelser, engageret os, sendt vores to andre børn i institution, bakket op om forældremøder, tiltag mm.. Vi gør alt det vi skal. Vi sidder også klar til møder med kommunen og Tjørringhus – velforberedte fordi vi ud over at være Viggas forældre også skal være hendes advokater – vi skal kæmpe for hendes rettigheder og hendes liv, så det bliver så godt som det kan blive.

Det undrer mig hvorfor man ikke møder en familie som mere end man gør – især når vi ytrer vores ønsker og drømme. Vi vil faktisk gerne og er meget bevidste om, hvilke rammer der skal til, for at det bliver en succes for alle parter. Vi ynder ikke at kaste os ud i projektet, uden at have lavet noget ordentlige, solide aftaler. Det skylder vi Vigga med i særdeleshed også de andre piger OG os selv. For fungerer vi ikke som forældre, som par, som individer, så er kommunen lige vidt, for så er der ingen der trives.

________________

Jeg har arbejdet som folkeskolelærer siden 2011 foruden 3 barsler. Sidste ansættelse hedder sig Lundgårdskolen i Tjørring. Jeg har altid elsket mig job, passet det, favnet de unge mennesker – og jeg var startet så småt op igen her i februar 18, fordi jeg havde håbet, at lidt andet i min hjerne kunne få mig til at distancere mig fra alt mit rod, deroppe. Men nej – jeg måtte sygemelde mig sidst i maj og er pt. sygemeldt. Blandt andet fordi at det her pres fra det kommunale kvæler min indre balance.

Vi hører altid, at der skal spares x-antal millioner på handicapområdet. Handicapområder koster. Tro mig, vi ønsker ikke at være grund til at økonomien sejler – hvem har det? Ingen ønsker at være til besvær.

______________

Jeg vil gerne stille mig nysgerrig på, hvad der gør, at man tænker at disse børn som Vigga skal i et skoletilbud eller at man som 18 årig skal på arbejde for den sags skyld. Jeg ser taxa’er hente og bringe disse børn hver dag, nogle bliver transporteret med andre børn – andre har en taxa for sig selv, formegentligt på grund af lyd-sensitivitet, epilepsi eller tilbud uden for Herning by.

Hvad skete der hvis man skrottede dagtilbuddet? For ærlig talt – det de laver i skolen på Åmoseskolen kan de også på Tjørringhus.

Så lave faste dage, hvor der var plads til svømning og ridning, som er så vigtig for disse børns muskler, kroppe – ja hele deres sansemotorik. Måske anskuer man rammerne nu som værende gode, da også børn som Vigga har brug for adspredelse – men at skabe adspredelse, ja det kan institutionerne jo for pokker også. Det er en del af deres kerneopgave. Plejebehov og institutionsopgaver må bare ikke overstige omsorgen for det enkelte barn. Vi ser dig, høre dig og hjælper dig, MEN vi har også tid til at være nærværende sammen med dig. Vi har også tid til at springe nogle af planerne over for en stund for bare at være sammen nu, du og jeg.

Kunne man spare penge på de områder. Som folkeskolelærer ved jeg, at alle børn er underlagt undervisningspligten og sådan grundlæggende synes jeg at det er prisværdigt at disse børn ikke fra start bliver stigmatiseret. MEN jeg tror ikke, at vi er undertal at forældre, der ikke ønsker stabilitet, trygge omgivelser og ro – for det har vores børn brug for, for at kunne udvikle sig.

________________

Hvorfor har vi som forældre behov for en institution?

På Tjørringhus er jeg Viggas mor til fulde. Hun får min fulde opmærksomhed. Jeg træner med hende, synger for hende, snakker med hende, jeg giver hende mad og medicin. På Tjørringhus er jeg ikke den samme blæksprutte som jeg er hjemme, når Vigga er hjemme. Jeg er mere i ro på Tjørringhus, fordi jeg ved at hjælpen er lige uden for døren. For det er ikke det samme som at kunne kalde 112, og det er til tider et kæmpe ansvar at stå med alene. Især hvis Vigga i en periode er syg, for jeg skal gennemskue alt. Derfor har vi brug for personalet på Tjørringhus fordi de hjælper til med at observere og støtte

Jeg har købt en ordentlig røvfuld slik til personalet på Tjørringhus – fordi de gør det pisse godt både for Vigga, men også for os. Vi er nok ikke altid lige nemme at danse med. Men jeg sætter uanede mængder pris på personalet og teamkoordinatoren, der virkelig forsøger at hjælpe til med at få vagtplanerne til at gå op, så Vigga kan komme hjem.

_____________________

Og tankerne og drømmene om at få Vigga mere hjem på matriklen er fortsat intakt – vi arbejder på det. Har hende også mere hjemme end før. Og det er dejligt – helt igennem dejligt. Sikkerhedsnettet er der endnu, jeg håber og forventer at det bliver – så de ikke taber Vigga og en hel familie. Dramatisk? Nej, men realistisk. Jeg forsøger ikke at tage sorgerne på forskud, men jeg forsøger at anskue situationen fra forskellige vinkler, så vi alle får det optimale ud af det.

#Vigga #Vi’ka

Vigga flytter hjem

Vigga flytter hjem

Nogle gange går livet bare helt som ønsket i en uønsket situation. Vigga flytter hjem 28/10

Jeg kan ikke rigtigt forstå det. Nu sker det jo – det vi startede ud med ikke at kunne overskue, sidenhen drømte om. Hun flytter sgu hjem – rigtig hjem, permanent, jeg kan sige godmorgen til hende hver dag, sige godnat, kysse hende, når jeg går forbi hende, give hende et knus, fortælle hende, at jeg elsker hende hele tiden!!! Og jeg kan selv vaske hendes tøj – det er SÅ vildt, så skørt, så bagvendt, så angstprovokerende, så helt igennem fantastisk, og jeg har ikke haft sådan en indre ro i lang tid.

Det er og har været den mest syrede rejse. Det startede ud med goddag, et farvel – et hjertestop. En genoplivning, et respiratorisk behov, et anderledes barn, en massiv hjerneskade, et institutionsbehov, en underskrift.  En operation, en mickey-knap, infektioner i et væk, trætte-ulykkelige forældre, smil og grin, lidt sygdom, møder med kommunen, lidt sygdom, lidt flere briser af udvikling, flere briser af udvikling, ytringer om ønsker, møder med kommunen… osv…

Det første år følte jeg mig som en hamster.. En hamster, der var blevet placeret i et hamsterhjul. Der fik besked på at løbe.. Bare løbe – uden pauser. Det var ligegyldigt, om jeg var træt eller syg. Der kom mange informationer. Informationer som jeg skulle forholde mig til. Hvis ikke jeg svarede, blev der råbt højere. Jeg skulle lytte, og jeg skulle svare.  Jeg skreg til himlen om ikke de ville tage hende – gøre det forbi for hende. Jeg kunne ikke overskue at tilbyde hende det liv med sygdom, medicin – et liv uden mig som mor. En mor der ikke ville være der for hende 24-7, en mor der ikke altid ville kunne trøste hende, kramme hende, skifte hende, putte hende – forstå hende.

1½ år er gået og vi gør det hele bagvendt. Vi er på mange måder også absolut nye i systemet i kraft af, at Vigga har været anbragt fra start, og nu rykker hjem på matriklen.

Det valg vi tog gjorde så umenneskelig ondt, at jeg endnu ikke helt kan sætte ord på situationen, jeg kan ikke rumme mine følelser, når jeg virkelig skal mærke efter. Jeg tør ikke helt endnu, og alligevel ved jeg, at jeg bør. Jeg svigtede hende jo for fanden – afskrev hende for en kort stund. Lukkede mine øjne, lagde låg på og afviklede derved mit moderskab.

At vi er her i dag, at vi har tilladt os at åbne op og lukke ind, at vi er blevet ved og ved og ved – også når det har været svært. Vi har kæmpet for Vigga, men vi også kæmpet for os selv – med os selv.

Jeg er SÅ stolt af os som forældre, som familie, som mand og kone, for jeg synes, at vi formår at leve livet godt og sundt, at grine, kysse, skælde ud – som en ganske almindelig familie.

Endnu mere stolt er jeg over, at vi ikke ubekymret kaster os ud i et til tider mere kaotisk liv end det vi lever nu. Vi synes jo allerede, at det ind i mellem er kaotisk, men der vil unægteligt blive skruet væsentlig mere op.

Tålmodighed og tydelighed batter – vi har fra start givet udtryk for vores behov som familie på 5, og vi gik fra vores møde med kommunen i torsdags med komplet ro i sindet – endelig taler vi samme sprog, og endelig føler vi forældre, at der er et solidt og stærkt sikkerhedsnet omkring os.

Mit barn flytter fucking hjem! Hun flytter hjem. Til sin mor og far – til mig.. For fanden.. Det er vist okay, at jeg hyler lidt over det i dag

Hun flytter hjem.

Fest

Vi sidder rundt om et bord. Et ovalt bord. Et langt bord. Der står vand på bordet, og jeg rækker hurtigt ud efter et glas – fylder det op til randen.

Voksne mennesker, kloge mennesker, faglige fyrtårne, vigtige mennesker, mennesker med mandater. Overlægen læser underretning op. Min hals snører sig sammen, min krop ætses, mine øjne fyldes med vand, tårerne løber ganske sirligt ned ad mine kinder. Jeg stirrer ned i mit glas – nikker, når jeg skal. Uforståeligt, frygtindgydende, skamligt. Uforståeligt. Har ikke ord, kan ikke tale.

Ingen kendte fremtiden.

___________________________________

Flashback til netværksmødet afholdt på sygehuset i forbindelse med anbringelse af Vigga på institution. Er jeg okay? Ja. Men disse særligt grimme dage popper af til op i mit lille univers. Og så kører filmen. Jeg husker – hvert et ord. Den trykkede stemning. Medlidenheden og forståelsen. Det var en fandens dag.

Maveproblematikken er afblæst – der er styr på den. Peeeew – det tog sin tid. Det var formegentlig en virus, som desværre blev holdt i live grundet Viggas daglige movicol-indtag. Tiltag blev iværksat, og nu er det ovre. Så er det snart ved at være tid til hendes 5 måneders vaccine…

Jeg blev sygemeldt 1. juni med en belastningsreaktion. Viggas læge forsikrede os om, at der ville komme en regning, som skulle betales på et tidspunkt, og jeg vil mene, at jeg er godt i gang med at ’betale af’. Jeg ville nu ønske, at der var andre afbetalingsmuligheder, men jeg har fået lavet en god aftale, så vi tager lidt over tid. Det er heldigvis med meget få renter, så det fungerer for mig og min familie.

Livet med Vigga er tilpas for finurligt og skørt til, at jeg pt. kan varetage et arbejde.

Livet med Vigga er også tilpas dejligt til at vi for alvor arbejder på at få hende hjem at bo. Sådan permanent – helt rigtigt, sådan som det skulle være. Det er en længere proces, og vi startede allerede forrige sommer med at ytre vores ønsker. Uenigheder vs. System – det tager tid. Sidenhen har vi afholdt mange møder og korresponderet via mail med kommunen og øvrige parter omhandlende bolig, støtteforanstaltninger mv.. Det tager tid – og det er okay, for vi skal i samarbejde med øvrige instanser have skabt de bedste rammer for os alle 5.

Pt. arbejder vi på at få ansøgt om en handibus, at få struktur på vores liv sådan helt basis. Skal vi ansætte egne nattevagter i et team, eller skal vi få nattevagter via et bureau? Hvor mange timer ugentligt har vi behov for en afløsning i hjemmet? Hvor mange døgn pr år har vi og Vigga behov for aflastning på institution? Hvordan får vi bragt og hentet Lærke og Nynne i henholdsvis børnehave og skole/SFO? Hvad gør vi med ferier, indlæggelser osv.? Vi går også snart i gang med at få Vigga visiteret til et dagtilbud – en specialbørnehave.

Fagre nye verden – nu har vi været handiforældre i godt et år og kender til systemet lidt bedre end vi gjorde før.

___________________________________________________________________

I forbindelse med Tjørringhus er vi også med inde over alt. Når Vigga f.eks. får nyt sondemad og skal have omlagt kosten i forhold til KJ osv., så er vi også med inde over – kommer med forslag til, hvordan døgnmængden kan planlægges, vi er med når Vigga er i ståstativ osv. Vi tager alt det ansvar, vi kan.

Og alligevel er det også en sparring med personalet, der gør at vi finder de rette løsninger. Det er ikke let at være institutionsmama, og jeg bliver aldrig helt dus med den titel. Det gør nas – hver evig eneste gang.

Jeg trives noget bedre i det at være blevet Viggas mor nu, end jeg tidligere har gjort, og det er helt klart tiden, der har arbejdet med mig. Jeg skammede mig før, og når der blev sagt noget positivt eller sødt omkring Vigga vendte det hele sig inden i mig. Jeg har simpelthen været så flov – har skammet mig. Over hvad dog? Ja, det kan jeg ikke forklare – det er bare noget helt helt andet at blive mor til et andet barn end det man havde håbet på – forventet jo. Man kan jo aldrig forvente – bla bla bla… Nej, men det gør vi sgu alle alligevel. Der er jo ingen der bestiller et handicappet barn. Bum.

Men jeg vil stadig ikke bytte mit liv for et andet – jeg er en heldig kartoffel, og jeg er yderst taknemmelig. Jeg har mange drømme – jeg har travlt.

__________________________________________________________________

I går blev Vigga klippet for første gang. Der er, på TH, mulighed for at blive klippet af en udefrakommende frisør, men jeg ville gerne have min bedste veninde til det – hun er også frisør. Så vi klarede det. Jeg klarede det. Og Vigga blev SÅ fin.

__________________________________________________________________

Vigga og overtøj er også en helt ny verden, for hun skal gerne have noget over sig, som også kan gå ud over kørestolen. Så jeg fik købt en totalt smart termojakke i Name It og så fik jeg min mor til at sy en åbning i ryggen. Hamrende smart, for så kan Vigga sidde i kørestolen og få jakken på. YES!!

Så skal jeg lige have bestilt en kørepose på et tidspunkt også. Mht. tøj så er Vigga så privilegeret, at hun jo har to storesøstre, så hun arver en hulens masse fint tøj. Jeg kan dog ikke helt lade være med at handle til hende i ny og næ – hun skal også være smart!

__________________________________________________________________

I fredags var vi til sommerfest på Tjørringhus. Det var en helt vild hyggelig eftermiddag med masser af snak med de øvrige forældre. Der var en helt sirlig forståelse for hinandens situation – det var SÅ dejligt og gav SÅ meget ro i min krop at høre deres fortællinger. Mest af alt gav det mig ro, fordi de var glade. De smilede også, de havde også et godt liv.

September måned byder for os på 2 x pige fødselsdage med masser af fest og farver, et møde med Viggas sagsbehandler, min 30 års fødselsdag for mine tætteste piwer. DET glæder jeg mig til!

Lort

Vi gav dig fuckfingeren derop, så fulgene sang med. Det her mestrer vi også – og mere til.

Hvordan står vi imod hende? Hendes umådelige store sårbarhed, hendes glæde i ivrighedens tegn? Jeg lukkede op og lukkede ind. Gudskelov. Tog et valg om at turde elske. At turde elske mit barn – sådan helt inderst inde, velvidende at mit hjerte en dag vil sprænges itu. Jeg lod mig overrumple af følelsernes ophav, af dets voldsomme uvejr og af deres umådelige smukke langt fra ligegyldige omfavnelse. Mit hjerte vandt.

De stærkeste rødder har træer i blæst, men også når uvejret er så enormt og ingen udveje har? Når man bliver ramt af både tsunamier og lynnedslag i et væk?

Vi har de stærkeste rødder 

_________________________________________________________

Desværre har vi endnu ikke klarlagt maveproblematikken. Kort fortalt begyndte Vigga at have blod og slim i sin afføring. Jeg tog derfor Vigga med på C2 til undersøgelse, men der var ikke umiddelbart nogen forklaring – hun var på det tidspunkt godt tilpas. Vi blev sendt hjem med en aftale om at se an.

Så blev Vigga skidt. Meget skidt og vi røg ind på C2 i 6 dage.

Aftalen var, ved udskrivelsen, at vi skulle tales ved med Viggas læge, på C2, mandag her i uge 26, hvor Vigga har været på Neocate-sondemad i 14 dage. En ny sondemad beregnet til mælkeallergikere. For hvis hun nu havde mælkeallergi, så burde blødningerne fortage sig, hvilket de desværre ikke har gjort.

Jeg har fået daglige billeder af Viggas afføringer af TH, så her søndag aften fik jeg lavet en oversigt over alle hendes afføringer siden opstart på Neocate, men også med billeder af afføringerne inden Neocate, hvor hun endnu var på Infantrini. Det blev sendt både til Viggas læge, hendes diætist og kontaktsygeplejerske på TH.

I mandags talte jeg så med Viggas læge, og hun mente at der var én mulighed tilbage. Vi kunne tage en afføringsprøve for Morbus Crohn’s.. Jeg drønede fluks mod sygehuset, for at hente prøve-kittet, for dernæst at vende snuden mod TH og fingerkysse Vigga, der sov sødt i sin barnevogn.

Nu går der et par dage inden vi har svar.. Ved ikke, hvad jeg håber – jeg ved bare, at vi skal have fundet ud af, hvad det er. Det er 5. uge, Vigga har blod og slim i afføringen, og det skal altså stoppes. Det er ikke i orden. Hun er heldigvis godt tilpas det meste af tiden, men har ind i mellem ondt ved afføringer.

Såfremt prøven er negativ, ja, så hedder det sig nok Odense, OUH til en koloskopi.. Og det er også noget lort, fordi Vigga er så svær at intubere. Ærlig talt, kan jeg ikke gennemskue, hvordan de vil gøre det. Jeg er ret bekymret for, at de skærer hende op i halsen igen, for at intubere hende, fordi risikoen for at hun får tracheostomi er overvejende sandsynlig.

Så ja, der er en del spekulationer omkring det lige pt

Årets sidste blogindlæg

Små situationer

I dag, hos Vigga, snakkede pigerne, Lars og jeg om kærester. Om hvordan Lars og jeg blev kærester. Lærke fniste lidt ved ordene “forelsket” og “vi kyssede hinanden”. Lærke med de store, nysgerrige øjne: “Mor, Vigga får også en kæreste, når hun bliver stor?”. Mig: “Mmmm.. Hvad tror du?” Eftertænksomme Lærke: “Det tror jeg..”. “Mon ikke også, at nogle af de store børn på Nord er kærester,” får jeg sagt med et smil.. Lærke: “Når jeg bliver voksen vil jeg være kærester med Nynne.” Og så var kæreste-snakken rundet af.

Lærke og Nynne er i badekar. De elsker det. Der findes legesager, og rollespillet når helt nye højder. Jeg var med i legen for noget tid siden. Jeg valgte gorillaen og en shampooflaske. Gorillaen og shampoo-flasken var brødre, og faktisk var shampooflasken blind. Det gav anledning til en lille snak om at være blind. For så er man også handicappet. “Men er han hjerneskadet?”, spurgte Lærke.. Mange ting har centreret sig om ‘hjerneskader’ herhjemme, så jeg forsøgte at åbne op for lidt flere nuancer, på deres niveau.. For et par dage siden, var Lærke så blevet blind, da hun skulle spise morgenmad – bare lige for at sætte det i perspektiv. Det giver stof til eftertanke, giver undren og gør dem nysgerrige, og så giver det anledning til et grin og et stort smil.

Vores snakke centrerer sig ikke altid om handicap eller hjerneskader, men når chancen byder sig, og det giver mening, så griber jeg den i håb om at åbenhed og nysgerrighed vil være med til at forme deres imødekommenhed over for – ja Vigga og andre der er anderledes.

Det var i sandhed skønt at se en mere tilpas Vigga i dag. Hun har været syg, faktisk igennem længere tid. Siden midt december har vi været på C2 tre gange. Hendes CRP (infektionstegn) har svinget mellem 20-12-22-55, hun har haft feber on/off 38-40.. Vi havde hende hjemme juleaften, rent og skær ud fra vores behov. Vi kunne ikke undvære hende herhjemme, så på trods af at det nok ville være det bedste for Vigga at blive i kendte rammer, ja – så blev det sådan i år. Men frisk var hun ikke. Slet ikke. I 3 døgn var hun nærmest konstant sovende og væk i sit blik i det tid hun så slog øjnene op. Derudover har jeg ikke kunne lokke et eneste smil ud af hende, og det er et tegn på, at hun ikke har det godt. D. 25. kom Vigga tilbage til TH omkring frokosttid, og vi aftalte med dagvagten, at hun løbende skulle holde os orienteret. Vigga skulle gerne vågne mere op. Vi blev ringet op samme eftermiddag med beskeden om, at Viggas CRP lå på 55, og at hendes SAT lå under 90 – hun skulle have ilt. Det var ikke godt, så Lars fløj ud af døren mod C2. Jeg rundede aftenen af med at putte pigerne hos deres farfar og farmor og drønede ind mod C2 derefter. Lars og jeg var sammen med Vigga derinde om natten, og omkring 00.30 blev der slukket for ilten, da hun ikke længere havde brug for det. Det var jo godt. Til gengæld havde hun et ret stort anfald på 6 minutter. Et anfald i den længde, har jeg ikke set før, så jeg panikkede faktisk en del. Synes bestemt ikke om, at jeg ikke kunne få hende ud af det. Om morgenen blev vi udskrevet, og vi vendte mod TH, hvor vi fik en længere overlaps-snak med Viggas kontaktssygeplejerske. Dernæst vendte vi hjem, for at få et par timers søvn.

Jeg var igen inde på C2 i går til et tjek af Viggas mickey-knap, som der også er staf. igen-igen. Så nu har hun heldigvis fået et antibiotika-præparat, der dækker begge infektioner. Al den medicin, hun i forvejen får, mix’et med den ekstra antibiotika smadrer fuldstændigt hendes mave, og hun har svært ved at holde både mad og medicin i sig. Så det var kærkommen, at det kunne lykkes.

I morgen kommer hun hjem en tur, så det ser vi alle mand frem til.

Glædelig jul

&#%”¤!/#)#=#(#/#!!!! Arrrgh, det er så nitten, når man lige har udfrittet sit inderste og lortet så går ned..

Forfra i en  kortere version. Ultrakort.

Jeg er mere okay i dag end igår.

FamilieFokus i går gik fint. Men jeg er i tvivl om projektet virkelig kan hjælpe os. Jeg håber det!

Og: jeg er en anelse træt af at blive vurderet af folk udefra. Folk som vi skal lukke ind, helt ind, i vores liv. Hele tiden, som i hele tiden.

Men: vi ved jo ikke om det virker på sigt, derfor må vi bruge ferien på at mærke efter.

Optik: Nogle gange gør livet os usikre, og alt for megen ragelse rundt i det kan måske fodre usikkerheden en smule? Jeg er en ged til at over-analysere og reflektere (det er så også min spidskompetence), men jeg gider faktisk ikke at fodre min usikkerhed.

Ønsker: JER ALLE, der gang på gang læser med i vores lille unikke univers, EN GLÆDELIG JUL.

KYS HINANDEN, KRAM HINANDEN, KIG HINANDEN I ØJNENE, TAL MED HINANDEN, DRIK EN KOP KAFFE, SLÅ RØVEN I SÆDET, SPIS TØRT BRØD, DRIK GAMMEL COLA, SPIS MAD VED ET KRUMME-FYLDT BORD , MÆRK HINANDEN, VIGTIGST AF ALT: FAVN DIG SELV(TILDE!!! – bare lige så jeg helt selv fanger den)

Det er mit mål med denne jul.

TAK for jer!!

Kærligst Tilde

Hvorfor har du så stor mave mor?

Hvorfor har du så stor en mave mor? Det er fordi jeg bærer rundt på den allerstørste klump i maven, min lille skat. Jeg er en omvandrende dramatisk fortælling, hvor jeg bruger uanede mængder på at bekymre mig om min families ve og vel.

Hvorfor har du så matte øjne, mor? Det er fordi, at jeg tuder, når jeg finder rum til det. Jeg tuder over tanken om, at I ikke har det godt. At jeg fejler som mor. At jeg ikke mestrer dig – Jer.

Hvorfor har du sådan et kæmpe stort hoved, mor? Det er fordi jeg har en overkapacitet af hjerneceller, der fucker med mit sind. Det er fordi, jeg har en hjerne, der finder og søger lige præcis de perfekte stier, så I alle, kære børn, støttes i at være præcis dem I er, på hver jeres unikke måde. Den arbejder på højtryk for at være nærværende, rammesættende, imødekommende og ja – alt det som nymoderne forældre forventes at være i dag (host host – der kan være, bare lige en anelse, for mange ansvisninger om, hvordan man er den perfekte forælder – derfor iler vi alle, unge mødre (ja over 23 og under 35) på de sociale medier, hvor vi poster det ene lykkelige billede efter det andet, fordi vi i hvert fald er de perfekte forældre til de perfekte børn).

Men mor, hvorfor har du ingen røv? Det skal jeg fortælle dig, lille skat. Jeg har ingen røv, fordi jeg piler rundt og prøver at gøre alle tilfredse. I som er det vigtigste i mit liv. (Jeg har så en ‘gigant ass’, men fokuser på pointen)

Og det er lige præcis det sidstnævnte jeg skal ind og rode i, fordi – jeg er i tiden fyldt helt op. Og det er hverken sundt for mig eller for min familie. Jeg har af flere omgange tænkt: Jeg klarer ikke det her, det kommer aldrig til at gå. Min kampgejst har for en stund rejst sin vej, men nu vil jeg kraftedme have den tilbage. Men det kræver, at jeg bruger tid på at finde den, og det gør jeg ved at mærke mig selv.

Ovenstående er præcist sådan jeg har det. Det er én af de her perioder, som trækker tænder ud. Nu gider jeg faktisk ikke mere. ”Bim bam!! Væk mig nu eller gør i det mindste mareridtet til en drøm, der indeholder lidt mere sødme og sjov end det her.. lort…”. Jeg er 100-meter mester til at presse mig selv psykisk. Jeg knokler, aser og maser, kører allerbedst med 120 i timen. Mange ting i gang, fordi – har jeg jo fundet ud af – så er der ikke den samme mulighed for at mærke efter. Og i weekenden har jeg mærket efter. Vi har været på weekendtur med et hold gode venner og deres to børn. Og det har været helt igennem dejligt, hyggeligt og afslappende, men det har også været svært. For mig. Fordi – Vigga skulle have været med. Tilmed havde jeg pakket en rimelig slem halsonde med og til gengæld glemt min stemme, så jeg har ikke været fuldstændig oppe og gasse. Men haft fingrene i morkassen – i guder det har jeg, og det har bare slet ikke været særlig rart. Og når jeg har de her perioder, så er overskuddet til at rumme de to store bare noget mindre. Også det at tænke klart, når krisen fx melder sig som en 5- årig kan være en by i Rusland. Jeg måtte kaste håndklædet i ringen, tude, og bede farmand om assistance. Det var ikke sjovt, hverken for den 5-årige eller jeg. Der sker noget med vores unger i tiden, de begynder at røre på sig. Separationsangst, som psykologen mente det nok omhandler, hvilket giver god mening, taget i betragtning, at vi var splittet i 2 måneder. Men det kradser lige rigeligt i det der åbne sår.

Det gør så helt igennem nuller naller at se på at ens unger, situationsbestemt i perioder, reagerer, formegentligt fordi vores familie er fucked up. Aller mest gør det pisse nuller naller at én eller anden idiot har stjålet min selvsikkerhed – ja sgu nærmest min personlige integritet. Hvor køber man en ny? Ebay måske? De er jo ikke fra fremmede, jeg er deres mor, og jeg har vist også altid vidst hvad jeg ville og ikke ville, så æblet falder ikke langt fra stammen. Men nogen har fuldstændig glemt at fortælle mig, at det her med at få børn, og få lidt større børn – det er hårdt arbejde. Måske har nogen fortalt mig det, jeg har nok bare glemt at åbne ørerne. Det er hårdt arbejde, og de der unger aner ikke, hvor meget man holder af dem.

Så – i tiden er jeg PSYKO presset over at være nogens mor. Jeg hæver armene: Alle overlever, alle skal have knubs – men når man selv er nede, og det der virker egentligt kun er at bruge penge, som vi i øvrigt ikke ligefrem svømmer i, så er det en anelse svært at se sig ud af elendigheden.

I går pyntede vi juletræ, pigerne havde en fest. Jeg gik lidt til og fra med våde øjne. Krads-krads igen. Ikke en eneste julekugle lå tilbage i kassen, da aftenen gik på hæld. Vi fik læst ”Peter Pan” fra Disneys 24 kalender-historier, mens Lars varmede den hjemmebragte risengrød, pigerne kom i bad, fik vasket alt klor ud af garnet, fik klippet negle, redt hår, børstet tænder, fik lidt massage, fik læst en bog og alt det her. Ja, vi gør det godt nok, vi gør alt hvad vi kan, men krisen skrider bare ikke sin vej. Det er en splint, som har sat sig fast på min balde, og hver gang jeg sætter mig, minder den mig om, at det her er blevet vores liv.

Arghh!!!! Surt opstød helt herinde fra morkassen.

Jeg er begyndt at drømme

Jeg er begyndt at drømme. Nye drømme. Anderledes drømme. Dagdrømme om ønsker, brændende ønsker. Om håb.

Vigga blev født på ny, genfødt, for omtrent 1,5 måned siden. Tulipanerne skyder op omkring mig, jeg kan bedre finde vej, her i Holland. Drømmen om Italien er et skridt længere væk. Jeg begynder så småt at affinde mig med Holland. Jeg begynder så småt at byde Holland velkommen. Cafe-døren står på vid gab, og jeg er klar til at servere en hulens masse kærlighedsdrik. De sidste 1,5 måned har været en rejse i sig selv. En indre rejse. Det har været vildt, intenst og intervenerende. At gå fra at ønske sit barn død, fordi det ville være lettere for alle parter, for Vigga og os selv, til at tillade sig selv at elske og holde af, at lukke ind og lukke op. De ambivalente følelser. Hun overrasker mig den lille skid. Hun tager så meget røven på os alle – det er den vildeste verden jeg er blevet en del af.

Små skridt er bare kæmpe store skridt. Det kan ikke måles med andet.Og hvad er status så?

Status er, at Familie Fokus starter op inden længe. Nærmere inden jul. De møder op hos os, og så starter arbejdet derefter á 4 omgange hen over nogle måneder. Jeg glæder mig. Det vi har ønsket er et fokus rettet mod familiens trivsel som en enhed og en deling. Med og uden Vigga. Børnepsykologen, som også er en del af projektet, vil tale lidt med pigerne et par af gangene også. Jeg tænker fortsat, at de klare det fint, men der er også en flig af mig som er lettere bekymret. Jeg bruger min mavefornemmelse, ser på mine børn. Mærker dem, favner dem, imødekommer dem, sætter rammer, kysser og krammer. Læser bøger, taler med dem, spiller spil, og ind i mellem skælder jeg ud, bliver vred, sidder med min telefon, drikker kaffe, lader dem lege selv. Fuldstændig almindeligt. Men en del af mig er amputeret, og derfor kræver det ekstra bevidst overskud. Og jeg vil bare så gerne, at de har det godt, og at de aller-bedste forudsætninger for at få et godt liv. ”Gør vi det godt nok?” Ja, selvfølgelig gør vi det, kan jeg sagtens sige. Jeg har ind i mellem bare lige brug for et par ekstra øjne. Eller måske en besked om at ”chille ned” – ”de klarer det så fint”. Vi har nogle dygtige, omsorgsfulde og kærlige piger. Vi har nogle piger med meninger og holdninger. Nogle piger med store følelser og store reaktioner. Vi har også nogle piger, der har brug for deres forældre, tæt på. Det er der intet unormalt i. Lige i tiden er det let at imødekomme, fordi der er rimelig med ro på Vigsen. Jeg er stolt af Lærke og Nynne. De er de sejeste piger her på landet, de i sig selv fortjener hver en kæmpe medalje. De forlanger os, forventer vores tilstedeværelse, vores nærvær. De tvinger os videre i vores nye liv.

Ift. projekt-vi-vil-have-Vigga-hjem, er vores sagsbehandler startet så småt op. Der er flere led vi skal igennem. Inden jul holder hun møder med flere forskellige instanser og efter jul, får vi besøg af et ergoterapeutisk team, som skal vurdere vores hus. Grunden til, at Vigga ikke ”bare” kommer hjem nu er, at hun fortsat er en alt for stor mundfuld. Bl.a. plejebehovet er fortsat stort. Men også fordi jeg som mor holder fast i, at Lærke og Nynnes liv, deres hjem, deres base ikke skal blive en sundhedsfaglig og pædagogisk banegård. Jeg er Viggas stemme, men jeg er også Lærkes og Nynnes. Så, jeg må som mor til tider fæstne mine hænder omkring isklumpen i maven. Være tålmodig. Desto mere gennemarbejdet og gennemtænkt projektet er og bliver, desto bedre bliver resultat. Det tror jeg på – i hvert fald i denne henseende.

Det er syret, at man som 3. gangs gravid, helt fattet tænker: ””Been there, done that”, og så ender man ja – i Holland og skal guides af ikke bare én men en hel hær af guider. At skulle lære at blive mor på ny. Opstandelsen i en ny fortolkning. Det er crazy.

Men jeg vælger at se det positive. Der er ikke mange der kan prale af at begynde at småtude over et Vigga-grin for 10. gang. At mit hjerte eksploderer, når hun sender det største smil til tonerne fra ”Gurli Gris”. Eller når man får 500. gang synger den helt særlige Vigga-sang, og hun sender sit sødeste lukkede smil. Når jeg sætter min pande mod hendes og hendes arm efterfølgende hårdt og fast rammer min kind. Jeg vælger at tro på, at det er fordi hun vil mærke mig. Når Lars bøfler med hende, og hun er stivner i hele sin lille krop af begejstring. Når hun uden fysisk berøring Vigga-griner over krummernes ”det er svært at være 11 år.”

Jeg begynder at drømme og ønske og håbe, og det føles bare helt igennem pisse godt!