Lykken er…

“Det er bare for at få opmærksomhed, ” sagde den ældste storesøster den anden dag. Hun rystede nærmest på hovedet af mig, da jeg tørrede savl væk fra Viggas hage. “Hun gør det bare for at få opmærksomhed” .
Nattevagten referede, at den yngste storesøster den anden nat, grædende, var gået direkte ind for at tjekke til Vigga for derefter at gå op i seng igen.
Når jeg kigger på mine store piger og ser dem lege sammen eller alene mens jeg springer fra den ene opgave til den anden, gør det ondt. Fordi mit overskud til at lege ikke er stort. Jeg prøver at fæstne mig til én opgave af gangen men bliver overrumplet af de millioner af opgaver, der florerer i mit hoved.
Nej. Sygehusindlæggelser er ikke “bare” et ophold. Det er ikke en alletiders mulighed for få ladet depoterne op. Det er helt igennem anstrengende, at være den eneste, der kender Vigga bedst. For det er mig, som i kun MIG, der kender betydningen af hver enkel rynke, hver enkel trækning, hvert humør, enhver volume på gråden. Hvornår hun lyder astmatisk, hvornår hun lyder normalt. De læner sig op af mig: hvornår jeg ville give ekstra smertestillende. De lytter til mig, for jeg ved, hvornår det er normalt at V græder. Jeg ved hvad Vigga kan tåle – også hvad hun ikke kan tåle. Emla og armatorp duer ikke. Så er der kun bananspray tilbage. Vigga kan ikke sige et ord. Hun kan ikke pege, kan ikke, på nogen måde vise mig, hvor det gør ondt. Hun er afhængig af mig, mine øjne, mine tolkninger, min stålfasthed, mine undrende spørgsmål.

Imens. Samtaler med ergo. Ny Klapvogn. Nyt møde igen fordi at den skal efterspændes. Møde på TH for at snakke aflastning. Møde i spec.bh om udviklingsplaner. Ej at forglemme undersøgelse i Skejby og Herning. Mails med sagsbehandler. Dokumentation jo konstant. Fuck. Vi har glemt at lave tilsyn af Mickey knappen. Overlevering hver aften klokken 22. Og igen om morgen. SKAL Vigga i børnehave i morgen? Det må jeg ringe og spørge aflastningen om i morgen
Så laver jeg en finger-i-vejret-vurdering. Håber planen holder stik.
Fornyelse af ordinationer så vi kan få sondemad og remedier. Nyt er at vi muligvis skal have ilt og hnf hjemme, fordi vi render lige ofte nok på sygehuset. Men skal jeg ikke være Viggas mor? Skal jeg også være sygeplejerske? Og delvis læge. Bevares.
Det er sgu som at drive rovdrift på os mødre, der har handicappede børn – ubarmhjertig at holde os hængt op på det at kunne passe et arbejde. Det her liv er et arbejde i sig selv. Jeg elsker mit arbejde som lærer. Jeg vil helst ikke undvære det, mine kolleger, min ledelse og mine elever. Men jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme igennem det uden at miste mit selv. Jeg er stærk. Brølstærk. Men det ynder jeg sådan set også at blive ved med at være – også om to år.
Lykken er lige der, hvor virkeligheden stemmer overens med forventningerne.

Skriv et svar